Igår på jobbet, var vi (min afdeling) vidne til, hvad vi i menneskeverdenen” ville kalde, vold med døden til følge. Denne episode var dog ikke mellem mennesker, men mellem fugle.
Uden for vores vinduer (som er i første sals højde) står syv træer, af en art jeg ikke kender. Om sommeren er de stor og flotte grønne og om vinteren lyser de med et ukendt antal lyskæder. Lige nu står de halvskaldede og jævnt kedelige. Men på en gren i min vindueshøjde, har en due nu i lang tid ligget på rede. Jeg har været overbevist om, at den bare har syntes, det var et rart sted at ligge/sidde. Igår kom svaret på duens standhaftige sidden : En unge. Tidspunktet er nok ikke velvalgt, hvis den skulle overleve, men det kan jo kikse.
Men så igår var der lige pludselig en larm fra træet og det vi oplevede, var ikke så rart et syn. To skader havde skræmt duemor væk fra reden og nu gik de til angreb på det, der viste sig at være en unge. Den ene skade hakkede løs og til sidst svingede den ungen ud af reden, så den tog fliserne med et klask. Der lå så den mellemstore dunede unge meget stille. Jeg satte mig på min plads og med jævne mellemrum, tjekkede jeg, om den var der, bevægede sig – altså prøvede at flytte sig eller var blevet flyttet. De første gange lå den bare der, i samme stilling og til sidst var den væk. Lige igår var min tøs med på arbejde og hun syntes selvfølgelig det var åhh så synd og “nu savner duemor nok sin unge”.
Om duer har følelser i den retning, ved jeg ikke, men idag har hun siddet et par gange i reden. Hun har, syntes jeg, set helt fortabt ud (hvis altså en fugl kan det).
